Vi er en valgmenighed under den danske folkekirke. Bering Valgmenighed blev stiftet i 1876. Den direkte anledning var, at der i Ormslev var en stor, grundtvigsk kreds, der søndag efter søndag samlede sig om den forkyndelse, der lød i Ormslev Kirke hos sognepræst Johan Teilmann og ikke mindst hos dennes søn, Jørgen Teilmann. Denne havde i en årrække forud været kapellan hos sin far.
Da Johan Teilmann døde var ønsket om fortsat at holde sammen på denne grundtvigske kreds, der havde samlet sig omkring Jørgen, stort, så der blev rettet henvendelse til Århus’ biskop Brammer om, at få Jørgen Teilmann som præst i Ormslev. Denne anmodning blev ikke imødekommet, da Brammer mente, grundtvigianerne udgjorde en trussel mod den etablerede indre mission, hvorefter grundtvigianerne gik sammen om at stifte en valgmenighed med Jørgen Teilmann som præst. I løbet af få år stod kirke, præstegård og kirkegård klar. (Og i 1881 også forsamlingshus). Valgmenigheden blev sammen med Testrup Højskole midtpunktet for århusegnens og Østjyllands grundtvigianisme med medlemmer fra 83 sogne og med kontakter til personer og kredse lokalt og på landsplan. Afgørende var navnlig den tætte forbindelse til ”filialerne” i Mellerup, Århus, Odder og Them.
Takket være ikke mindst Teilmann koncentrerede man sig ikke blot om menighedens egne anliggender, men engagerede sig i 1800tallets slutning i kampen for kvindesagen og kirkelig og kirkepolitisk frihed, ligesom man søgte at fremme fri- og højskolearbejdet og skytte- og gymnastikbevægelsen. Størst opsigt vakte Teilmanns og valgmenighedens deltagelse i modstanden mod "Højrevældet" og - i forbindelse hermed - udgivelsen af Aarhus Folkeblad 1882 (avisen, der 1895 omdøbtes til Aarhus Amts Folkeblad, gik ind 1903).
Da Teilmann døde 1919 - efter 43 års præstegerning -, afsluttedes valgmenighedens "storhedstid". Man engagerede sig stadig, men ikke i samme omfang som før og blev mere tilbageholdende med at debattere tidens kirkepolitiske og politiske spørgsmål. Det blev så at sige "hverdag" i det grundtvigske. Som i mange andre valg- og frimenigheder blev det i mellemkrigstiden småt med fremgangen.
At følge i Teilmanns fodspor viste sig at være mere end svært og Søren Noe-Nygaard (1921-1926) valgte efter få år at søge bort.
Lettere blev det for Bent Moestrup (1929-37), men også han valgte efter et kort åremål at sige fra. Arbejdet som præst i en fri menighed tog på kræfterne, og sygdom og dårlige pensionsforhold gjorde det i 1937 nødvendigt for ham at søge et andet embede.
Efterfølgeren, Peder Bukh, tiltrådte 1938 og var valgmenighedens præst under verdenskrigen og den første lange efterkrigstid. Som præst i Bering (til oktober 1965) var han stadig optaget af den folkelige og teologiske debat, ligesom han ivrigt engagerede sig i ungdoms- og gymnastikarbejdet. I 1953 kunne han og valgmenigheden glæde sig over indvielsen af et nyt forsamlingshus, der siden har været en afgørende del af arbejdet i menigheden og Bering Ungdoms- og Gymnastikforening (en sammenslutning i 1951 af valgmenighedens ungdomsforening af 1919 og 1800tallets gymnastikforening).
Bukhs efterfølger blev 1967 skolemanden Johannes Andersen, der som forgængeren ønskede at fastholde Grundtvigs kirkelige syn og højskoletanker og derigennem modvirke de moderne humanistiske tendenser, som han mente havde bemægtiget sig bevægelsen. Alt i menigheden fungerede i hans præstetid på traditionel og stille vis.
Da medlemstal og mødedeltagelse i slutningen af 1970erne dalede, begyndte man at overveje, hvad man skulle gøre, når Andersen gik af. Dette skete i oktober 1981. Medlemsantallet gjorde, at man nu måtte ”nøjes” med en præstestilling med kvote 50.
Men ret snart efter Andersens afgang fandt valgmenigheden og cand.theol. Kirsten Dissing Overgaard sammen, og dette parforhold viste sig at være en lykkelig alliance. Kirsten Dissing blev som præst i 26 år, til 2007. Perioden var præget af bestræbelser på at følge med tiden uden at prisgive menighedens traditioner. Blandt meget andet var der hos præsteparret Kirsten og Frands Ole en meget stor interesse for at videreføre traditionen med amatørteater. Meget ofte så man Kirsten på scenen og hvert år stod Frands Ole som instruktør. Til stor glæde for såvel de medvirkende som for et tusindtalligt publikum. Valgmenigheden har også i hendes tid fået en ekstra præst, idet cand.theol.
Marianne Rasmussen, der kom til Bering som praktikant fra pastoralseminariet, i 2003 blev ordineret til valgmenigheden som ulønnet hjælpepræst.
I 2007 gik Kirsten Dissing på pension, hvorefter stillingen som halvtidspræst blev opslået og efter et udskilningsløb blev cand.theol. Tine Frisenette valgt og indsat i embedet. Efter et par år i embedet blev valgmenigheden af Kirkeministeriet gjort opmærksomme på, at Tine ikke måtte sidde i embedet samtidig med, at hun supplerede indtægten med et 50%’s embede i den almindelige folkekirke. Ikke mindst Viborgbispen var meget nidkær – betragtede tilsyneladende valgmenigheden som en trussel. Der blev dog indgået et kompromis, så Tine Frisenette måtte sidde i et embede i ”moderkirken”, blot den ansættende kirke lå mindst 50 kilometer fra Bering. Men i længden blev denne ordning for belastende, så i 2013 søgte og fik Tine 100% stilling udenfor Valgmenigheden. Bestyrelsen måtte med beklagelse tage afsked med en populær præst, og vi måtte i gang med på ny at finde en afløser. Efter behørige opslag og ansættelsessamtaler fandt Bering sammen med cand.theol. Margrethe Barfoed, der den 9, september 2013 blev indsat af provsten som valgmenighedspræst.
I 2021 blev vores nuværende præst, Helle Nørby, indsat som valgmenighedspræst af Jette Marie Bundgaard-Nielsenprovst for søndre provsti, hvor vi hører til. Ved indsættelsen deltog 2 af Kolt Kirkes præster, Gitte Randrup og Jacob Thorup Jensen.
Poul S. Christensen - manden bag altertavlen
Poul Simon Christiansen blev født den 20. oktober 1855 og voksede op på Nordfyn i Hjortebjærg ved Bogense. Hans far, mølle- og maskinbygger Christian Poulsen fra Birkende, skulle ifølge familietraditionen nedstamme fra selveste Hans Tausen. Hjemmet var præget af den grundtvigske bevægelse, som den udfoldedes af Wilhelm Birke-dal i Ryslinge og den fynske lægprædikant Peter Larsen Skræppeborg.
PSC udviste allerede som dreng et betydeligt talent som tegner. Der skulle dog gå en del år, før talentet blev udviklet, for efter konfirmationen kom han i lære som møllebygger hos sin far, og arbejdede efter endt læretid i erhvervet i syv år, indtil han søgte og fik støtte fra amtet til et halvt års ophold på en højskole. Han valgte Emdrupborg Højskole med dens nærhed til København. Højskoleopholdet blev af afgørende betydning. Mest betydningsfuldt blev det for ham at høre kunst- og litteraturhistorikeren Sigurd Müllers foredrag om litteratur og kunst og deltage i gennemgangen af malerierne i Den Kongelige Malerisamling på Christiansborg (Nu Statens Museum for Kunst). Og det gik op for ham, at kunsten var et kald.
Da muligheden kom, blev han derfor elev på Zartmann`s malerskole, hvor han var 1885-90, og hvor også de såkaldte fynbomale-re, Peter Hansen, Fritz Syberg og Johannes Larsen var elever. PSC regnes for en af Fynboerne og er da også repræsenteret på Fåborg Museum, som Lis og Lars Christensen besøgte i sommer, hvor de fotograferede et af hans mange selvportrætter. Man kan dog ikke sige, at PSC er fynbomaler i helt samme forstand som Hansen, Syberg og Larsen. Dels var der forskelle i kunstsyn og dels var det ikke det særligt fynske, der optog PSC.
PSC havde i begyndelsen svært ved at sælge sine billeder, og levede i mange år, som mangen en kunstner, i fattigdom. Gennem årene rejste han ofte til Italien og opholdt sig med Zarthmann i den danske kunstnerkoloni i Civita d`Antino. Her malede han en række fine italienske landskaber, og sammen med hans danske landskaber med den lysende kolorit samt ikke mindst portrætterne, bl. a. det af vennen Niels Larsen Stevns, blev han en væsentlig skikkelse i dansk kunst.
I tre år, fra 1902-04, var han hver sommer i Viborg. Vennen Joakim Skovgaard havde fået overdraget udsmykningen af domkirken, og for PSC var det så stort, at han måtte være vidne til det, og bl.a. male Skovgaard og hans svende i færd med arbejdet.
Poul S. Christiansen døde i 1933 som en anerkendt og højt værdsat dansk kunstner, og efterlod sig en overordentlig stor produktion, der vidner både om hans stædige flid og om hans store spændvidde fra landskabsmaleri til nature morte, over historiske motiver som Dantebillederne, til en lang række selvportrætter, - og så selvfølgelig, altertavlen med englene i Bering Kirke.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes
